Øjenoperationer på samlebånd

 
Jeg har kigget i min skuffe og fundet rejsebreve frem fra verdens største grå stær operationslejr. Vi var otte skandinaver, som arbejdede sammen med indisk personale på en indisk arbejdsplads.

Af Karin Malmberg

Bodhgaya, Nordindien, november 2004
I dag har vi opereret 987 patienter. Kollegerne derhjemme skulle se os når vi kommer løbende med sprøjter hver gang lægerne knipser med fingrene! Det er lidt af en opgave at komme ind i arbejdsgangene her.
      Man starter med en hel masse mennesker og en masse opgaver, efterhånden går man ind i den rolle, som passer hver især bedst og så kører det. Ligesom i den indiske trafik, hvor det ser kaotisk, ud men alligevel virker.

Der er bare så ualmindeligt mange mennesker til hver opgave. Som skandinaver føler vi os nemt overflødige, når der er masser af tid til at sidde og vente. Vi ville nok i Danmark sende halvdelen på afspadsering.
      Her skiftes man til at tage opgaverne, man arbejder i ryk, meget hurtigt og smidigt for så bagefter at sidde og hvile. Man behøver ikke se ud som om man laver noget, det er helt i orden med et lille powernap.

Operationsstuen
På hver operationsstue er der 4 læger, 8 patienter, 8 assistenter og 10-12 hjælpere. Der er knap en meter mellem operationsbordene.
      Al personale er kirurgisk renvaskede fra morgenstunden af, så man må ikke støde ind i hinanden. Alle bevæger sig omkring hinanden, i et hurtigt og jævnt tempo. Inderne er meget smidige, ligesom katte. Man kan nemt føle sig som en ko blandt dem.
      Her er det ”learning by doing”, som gælder. Der er ikke nogen, der fortæller hvordan man griber tingene an, man er selv ansvarlig for at se hvordan de andre gør, så derefter tager man fat og prøver sig frem, mens man bliver irettesat, indtil man kan. Det duer ikke at være skandinavisk følsom.

Jeg har fået at vide at jeg ser ældre ud nu end sidste gang jeg var her. Og Anna, Lise og Cecilie (som er runde i det) bliver alle tre kærligt kaldt for „Fat Sister“.

Dr. Infection-control
Her er sket mange ting siden jeg var her for 4 år siden. Nu er her affaldsspande og man skelner mellem kanyler og papir. Der er folk, der har den opgave at samle alt det op, der alligevel falder udenfor.
      Og der går en læge rundt, som ikke gør ret meget andet end at kontrollere at de hygiejniske forskrifter bliver fulgt. De første dage stod han ved håndvasken, og hvis han opdagede for lange negle havde han tre-i-en’eren parat.
      Jeg mener nok, at jeg kan tage sterile handsker på uden at forurene dem, men han ville at jeg skulle bruge en anden metode. Vi diskuterer ikke, vi husker på, at en stor del af personalet her aldrig tidligere har set en steril handske eller hørt om rene procedurer.

Så der er nogle firkanter vi skal sluge, og det gør vi gerne for at få lov til at opleve dette. Her sker 1000 mirakler dagligt. Uanset hvilken opgave man har, er man med til at give op mod tusind mennesker synet tilbage – hver dag – i en måned. Det præger atmosfæren.

Bag en dør
Det er vanskeligt at acceptere besværlige systemer. Til eksempel har den hurtigste læge på stuen sin plads bag en dør. Han opererer 100 patienter på en dag.
      Hver gang den opererede patient skal skiftes ud med den næste som skal til, er vi 2 rene assistenter, 2 snavsede patienter, med hver sin ikke-rene hjælper, som skal omkring hinanden på 2 kvadratmeter. Vi skal alle sammen forholde os til døren, der går indad. Oven over det hele svæver en bakke med steriliserede instrumenter, og der er yderligere en ren assistent, der er ansvarlig for at føre bakken sikkert på plads til næste operation.

Et andet sted står bordene sådan, at alle patienter uden undtagelse går ind i en stolpe, når de går ned fra operationsbordet. Det ser ikke ud til at genere nogen bortset fra os udlændinge.

Ærligt talt, her bliver opereret omkring 20.000 mennesker, de bor 4 dage i lejren, får øjet kontrolleret hver dag og infektionsprocenten er hvert år under 0,1%, personalet griner og trives. Kan vi gøre det bedre?

 
 

Vi har 6 gæster online